De fleste kender situationen: Man har haft et godt møde. Man har lavet klare aftaler. Alle nikker. Og to uger senere er man tilbage i det gamle.
Ikke fordi folk er ligeglade. Og ikke fordi de ikke forstår. Men fordi mennesker er vanedyr.
Mennesker tager genveje. Vi gør det, der er lettest. Det, der føles kendt. Det, der kræver mindst mental energi.
Vaner er ikke bare dårlige undskyldninger — de er en grundmekanisme i menneskelig adfærd. Psykolog Wendy Wood beskriver vaner som automatiske handlinger, der gentages i kendte kontekster, ofte uden bevidst refleksion (Woods: Good habits, bad habits: How to make positive changes that stick”)
Stien over græsset
Jeg plejer at bruge et billede fra Nordhavn, hvor jeg boede for et par år siden, til at forklare denne mekanisme i mennesket: Der er bygget et fint fortov. Det er tydeligt, hvor man “skal” gå. Men mennesker vælger stien hen over græsset. Ikke fordi de vil provokere kommunen eller ødelægge græsset. Men fordi vejen over græsset er hurtigere, mere oplagt og mere naturlig at gå.
Det samme sker i organisationer: Hvis den nye adfærd føles besværlig, utydelig eller utryg…
…så går folk tilbage til den gamle sti og gør det, de er vant til.
Forandring handler ikke kun om vilje
Vi overvurderer ofte betydningen af menneskets gode intentioner. Som ledere tænker vi: “Hvorfor gør de ikke bare det, vi har aftalt?”
Men måske er det mere præcist at spørge:“Hvorfor er det gamle stadig lettere end det nye?”
Hvis vi vil flytte adfærd, skal vi arbejde med mere end kommunikation. Vi skal arbejde med design:
- Hvilke systemer understøtter den nye adfærd?
- Hvilke belønninger ligger der stadig i den gamle?
- Hvor er der friktion i det nye, som kan gøre det mere besværligt end det behøver at være?
- Hvad gør det svært at udføre den nye handling eller vane i praksis? Og her skal man altså se tingene med friske øjne, og sløjfe sine egne gode intentioner..!
Elefanten og rytteren
En nyttig metafor er Jonathan Haidts (og senere Heath-brødrenes) billede af rytteren og elefanten:
- Rytteren er vores rationelle forståelse, vores hjerne, som vi bryster os af er fremherskende, når vi går på arbejde (det er den dog ikke, for den løber tør for energi længe inden arbejdsdagen er slut; særligt med den måde, mange arbejder på i dag. Men dét er et andet blogindlæg – som du kan læse her: XXXX)
- Elefanten er vores følelser, vaner og mere intuitive ikke-rationelle drivkraft
- Og stien er omgivelserne, der gør noget lettere eller sværere, altså vores fysiske rum, eller vores IT-systemer og processerne, vi følger
(Chip & Dan Heath: Switch) Rytteren kan godt forstå hvorfor en forandring eller ny vane er nødvendig. For vi har oftest fået den forklaret. Vi har set chefen stå på et afdelingsmøde og forklare ”the why”. Vi har læst den intranetartikel, som en dygtig kommunikationsmedarbejder har publiceret.
Men elefanten gør altså alligevel, hvad der føles trygt. Derfor lykkes forandring sjældent med PowerPoints og medarbejdermøder alene.
Forandring lykkes, når det nye bliver den letteste sti at gå på.
